Afbudsrejser til Malta

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Malta

Malta er på trods af sin beskedne størrelse med sikkerhed et af de mest charmerende rejsemål i Middelhavet. Den lille ø er velsignet med mere end 300 solskinsdage om året og råder i den forbindelse over gennemsnitstemperaturer omkring de 20 grader. Ud over skønt badevand og nogle af Europas bedste strande, gemmer Malta på en lang, fascinerende historie, der sætter sit præg overalt, hvor du færdes. Du kan for eksempel lade dig føre 1000 år tilbage i middelalderbyen, Mdina, nyde naboøen Gozos forrevne klippekyster, men ellers uspolerede natur, eller du kan tage børnene i hånden og forlyste dig i Skipper Skræks landsby, Popeye Village.

H.C. Andersen besøgte Malta allerede for 180 år siden. Besøget blev til rejseskildringen "En digters bazar", og her efterlades ingen tvivl om, at vores nationaldigter faldt pladask for øens særegne skønheder.

Malta består af seks små øer, der tilsammen er cirka halvt så store som Bornholm. Øen Malta er den største efterfulgt af Gozo og Comino. Det er samtidig de tre eneste øer, der er beboede. Ud over maltesisk taler man også engelsk på Malta, hvilket skyldes landets britiske underlæggelse helt op til år 1964. Det britiske præg fylder dog til stadighed en stor del af gadebilledet, i tydeligste grad eksemplificeret ved de vel sagtens 50 år gamle Bedford og Dodge busser, der med sine karakteristiske orangegule karosserier hoster sig rundt på øen.

Valletta hedder Maltas hovedstad, og den regnes for en af de smukkeste gamle byer i Europa. Vallettas er
kompakt på den gode måde. Gaderne er snævre og fyldte med små, løjerlige seværdigheder, man ikke kan lade være med at stoppe op ved. Merchant Street er, som navnet afslører, Vallettas handelscentrum. Her sælges alt fra friske madvarer til hjemmelavet isenkram og lokalt kunsthåndværk, og det er let at gøre en god handel. I nærheden af gaden finder du også den royale Republic Street med det gamle Stormesterens Palads, som i dag huses af Maltas præsident.

Tæt ved Valletta ligger byen Sliema, som tidligere var en forstad til Valletta. I dag er Sliema rent faktisk Maltas største by med omtrent 25.000 indbyggere. Sliema har uden sammenligning Maltas smukkeste havn, hvor små kuttere og andre både på pittoresk vis vugger i de solglitrende bølger og sætter roen og feriestemningen i relief. Langs den hyggelige havnepromenade, Tower Road, finder du St. Julian''s Tower, der blev bygget på korsriddernes tid som udkigspost mod fjendtligt stemte, ubudne gæster.

Malta mønstrer naturligvis også en lang række skønne badestrande. De bedste finder du på Maltas nordlige side. Både i Mellieha Bay og St.Pauls Bay er sandet kridhvidt og havet krystalklart. De fleste af strandene er børnevenlige, men der er også mulighed for at forlyste sig med windsurfing og andre vandaktiviteter.

Nordøst for øen Malta ligger Gozo. Øen er vild og idyllisk på en gang, og de spektakulære klippeformationer gør det således samtidig muligt at nyde stilheden i én af de mange smaragdgrønne grotter og laguner.

Ved Mellieha Bay finder du i øvrigt børnenes favorit på Malta, Popeye Village, hvor man kan træde i Skipper Skræks fodspor for en dag. Den lille landsby og miniforlystelsespark ligger smukt placeret langs klipperne, og der er masser af sjove oplevelser, som børnene med garanti sent vil glemme.

Afbudsrejser til Malta

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2019 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.