Afbudsrejser til England

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

England

England byder på enestående ferieoplevelser, og den korte rejsetid gør landet til et populært udflugtsmål for danske turister. England er afternoon tea, design og modebutikker. Det er fish''n chips, pubkultur og fodboldvanvid. Smukke kirker og fascinerende slotte. Guddommelig natur og pittoreske landsbyer. England besidder alle grundelementerne i opskriften på en spændende, oplevelsesrig ferie, så på med vandrestøvlerne, og lad den engelske mangfoldighed bide dig kærligt i knæhaserne.

London er danskernes favorit i Storbritannien, og det er ikke svært at forstå hvorfor. En god og sjov måde at få et snapshot af de mange seværdigheder er en tur i Londons varetegn, London Eye. Hjulet har 32 kabiner og tager dig op i 135 meters højde, hvorfra udsigten over byen er imponerende. Der er en lang række seværdigheder, man bare skal lægge vejen forbi, hvis man er første gang i London. Big Ben ved Themsen, Hyde Park, Royal Albert Hall, Picadilly Circus, St.Pauls Cathedral og Westminster Abbey. Derudover er der nogle fantastisk spændende distrikter og områder, der altid har masser at byde på. For eksempel bydelen Notting Hill, som nok er mest kendt fra Hugh Grant-filmen af samme navn, med de flotte gamle huse med facader i skønne pangfarver. Soho-distriktet midt i London er et mekka af små, sjove gader, alskens butikker, barer og natklubber, og der er drøn på. Et andet særdeles underholdende område er Covent Garden. Stedet er fyldt med forretninger og markeder, og omkring Central Market er
der altid gang i gaden med artister, gøglere og musikere. Det er en kæmpe oplevelse at gå til en fodboldkamp i London, eller hvilket som helst andet sted i England. Folk varmer op fra tidlig morgen, og der er altid fuldt hus på stadion, som syder og bobler af fodboldfeber.

London er bare én af flere besnærende storbyer. Nyd for eksempel Birminghams pulserende bykerne, hør historien om Beatles-drengene i Liverpool, eller lad dig forføre af de flotte skove i Nottingham. Besøg også den gamle by, Oxford, med sit gamle middelalderuniversitet, hvorfra nogle af verdens største hjerner er udklækket.

Englænderne har altid haft en forkærlighed for sine haver, og ud over, at hver enkel husstand har en veltrimmet én af slagsen, er der over hele landet en bred buket British Gardens at hente inspiration i eller blot nyde synet af. Havekulturen gemmer på alt fra traditionelle, klassiske haver til de mere nymoderne, normløse og eksperimenterende, og hvad end man har en gartner gemt i maven eller ej, er det svært ikke at blive fascineret af briternes havekultur.

Der venter masser af mystik og historie i omegnen af London, for eksempel i byen, Bath, to timer vest for den engelske hovedstad. Bath blev opdaget af romerne omkring år 0, som udnyttede byens mange varme kilder til at bygge romerske bade. Mange af dem er i dag restaureret og en sand nydelse at komme på. Efter "helbredelsen" kan du nyde Baths charmerende, små gader og en flaske romersk kildevand på byens hyggelige caféer.

I det sydvestlige England ligger desuden Salisbury Plains med UNESCOS berømte verdensarv, Stonehenge. Monumentet har sine rødder mere end 4000 år tilbage, hvor man mente, at en afskrabning af de store sten blandet med vand, havde helbredende effekt på eksempelvis nye og gamle sår. Monumentet står i ensom majestæt på en åben slette og kan med fordel besøges tidligt om morgenen, inden duggen er faldet, eller i de tågede skumringstimer, hvor mystikken og æstetikken kommer til sin fulde ret.

Afbudsrejser til England

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2024 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.