Afbudsrejser til Skotland

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Skotland

Guddommelig natur, fotogene slotte og middelalderborge, whisky og voksne mænd i kilt. Får og langhårede Highland cattle, haggis og Loch Ness-uhyret. Sækkepiber, folklore og spændende myter. Skotland kan ikke undgå at fascinere. Her får du utvivlsomt noget, du ikke ser hver dag. Og så tager flyveturen ikke engang to timer.

Den skotske hovedstad Edinburgh er lidt af en overset perle og et perfekt udgangspunkt for en forlænget weekend. Edinburgh er Europas førende festivalby med en lang række kulturfestivaler året rundt. Husk derfor at tjekke eventkalenderen, inden du tager afsted. Edinburgh er enkelt opdelt i to bydele af Princess Street Gardens. Vestsiden er Old Town, hvor du finder byens vartegn, Edinburgh Castle, som knejser på toppen af en gammel vulkan og efterlader en sublim udsigt over det meste af bymidten. På vestsiden finder du også Royal Mile, som raner store menneskehorder til sig i aften- og nattetimerne. På den anden side af Princess Street Gardens finder du New Town, der er berømt for sin iøjnefaldende, georgianske arkitektur. Det er også her, du har de bedste shoppemuligheder, udtrykt ved den lange gågade, Princess Street.

Det er ingen hemmelig, at Skotland råder over en ganske særegen og helt igennem enestående natur. En god måde at opleve den på, er ved at leje en bil og køre ud i højlandet på egen hånd. Der er spændende ruter over hele landet. Du kan for eksempel starte din ferie ved at køre i nordvestlig retning fra Edinburgh, til fastlandsområdet Central Belt og
Loch Ness med den sagnomspundne sø. Køreturen er storslået, og langs søen har du tilmed mulighed for at iagttage den smukke, gamle slotsruin Urquhart Castle. Hold naturligvis også øjnene åbne efter Loch Ness-søuhyret, Nessie, der siges at vogte over søen. Vil du høre lidt mere til den over 1500 år gamle myte, kan du passende lægge vejen forbi Loch Ness Monster Visitor Centre og få samlet stumperne.

Fortsæt mod vest, så kommer du til Skotlands måske mest imponerende slot, Eilean Donan Castle. Middelalderslottet blev bygget tilbage i 1219 for at bortjage vore gamle venner, vikingerne, og det er - sammen med de nærmest overjordiske omgivelser - som en stjålet Walt Disney-idé. Eilean Donan Castle kan meget vel være stedet, hvor du indfanger din feries flotteste foto.

Kører du endnu længere vestpå, rammer du Skotlands vestkyst og - efter Kyle of Lochals Bridge - den fantastisk smukke ø, Isle of Skye. På øen mærker du for alvor Skotlands oceaniske, omskiftelige klima, og det er ikke unormalt at få både torden og regn, tåge og solskin på én dag. Isle of Skye giver dig det smukkeste fra den skotske natur, og det er svært, ikke at føle, du er havnet i et gammelt eventyr fra en anden verden. Du er konstant omgivet af de utroligste farvespil, af frodige, grønne bjerge indhyllet i tågebanker og af små, liftligt rindende vandløb. Om aftenen kan du nyde stilheden i en af de hyggelige, pubber med en omgang af den skotske nationalspise, Haggis, kogt fåremave. Endelig kan du afslutte aftenen foran pejsen på hotelværelset med en dejlig tør, lokal Talisker Whiskey. Aaarhhh!

Afbudsrejser til Skotland

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2024 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.