Afbudsrejser til Island

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Island

Det burde være en dødssynd, ikke at besøge Island mindst én gang i tilværelsen. Det lille øsamfund mod nord er fuldkommen unikt og besidder alle de fornødne ingredienser til en eventyrlig, anderledes ferie. Og så tager flyveturen fra København kun fire timer.

Island er varme kilder, vulkaner og vandfald. Det er tårnhøje bjerge, gejsere og gudsbenådede landskaber. Fordriv dagene med lange cykle- og vandreture, rideture, hvalsafari eller grotteekspeditioner. Hop i kajakken, eller søg ly på en af de brusende floder til en omgang river rafting, eller sus af sted på snescooter eller firehjulskrosser. Efter strabadserne, lad da batterierne op med massage og personlig pleje for krop og sjæl på et af kurstederne, og nyd sidst på dagen det overdådige udvalg af fisk og vildt på det traditionelt islandske spisekort. Ét er sikkert - på Island kommer du aldrig til at kede dig.

Reykjavik er én af verdens mindste hovedstader og her, dit islandske eventyr efter alt at dømme tager sin begyndelse. Islands største by, der huser godt 100.000 eller cirka en tredjedel af landets befolkning, er kendt for et pulserende natteliv, trendy restauranter og caféer samt - tro det eller ej - fremragende shoppemuligheder. Midtbyens lange strøggade, Laugavegur, er således spækket med små forretninger med lokal kunst og håndværk samt store mærkevarerbutikker, som vi kender dem. I de koldeste måneder kan det være rarest at befærdes inden døre, og til det formål er der storcentrene Kringlan og Smaralind. Blandt de
berømteste attraktioner i Reykjavik er byens 75 meter høje kirke, Hallgrimskirken, hvor du kan tage elevatoren helt op i kirketårnet. Den ultimative panoramaudsigt over Reykjavik får du dog Perlen, som foruden at være et finere spisested er hjemsted for Sagamuseet med udstillinger omhandlende nordisk Asetro. Kun lidt uden for Reykjavik gemmer sig desuden Den Blå Lagune, som sagtens kunne gå hen at blive et af din feries højdepunkter. Her kan du plaske rundt i naturligt, krystalklart, kropsvarmt vand, som, på grund af sit høje mineralindhold, siges at have helbredende effekt på blandt andet gigt. Du kan også samle mudderet op fra bunden og lægge din egen ansigtsmaske. Selvforkælelsen understreges endeligt ved en god omgang massage, der sammen med en tur i eukalyptusdampbad fuldender den perfekte dag for krop og sjæl.

En rigtig god måde at opleve Island er ved at leje en bil og køre ud på øen på egen hånd. Den islandske krone er på sit laveste, så det er billigt både for billeje og benzin. Fra Reykjavik er det oplagt at følge den cirka 300 kilometer lange rute "The Golden Circle", som fører dig rundt til de største milepæle i det sydvestlige Island. Du kommer først forbi Islands største nationalpark, þingvellir, der lokker med dybe sprækker og aktive vulkaner, foruden landets største sø, den smukke þingvallavatn. Herfra går turen videre til Geysir, som er en lille park med varme kilder, små søer og kratere. Parkens helt store oplevelse er den aktive gejser, Strokkur, der cirka med fem minutters mellemrum sender kæmpe kaskader af varmt vand og damp 30-40 meter op i luften. Til parken er tilknyttet både en restaurant og en kiosk, ligesom det er muligt at overnatte på parkens lille hotel. Bare ti minutters kørsel fra Geysir ligger Gulfoss, Islands største og vandrigeste vandfald, som behørigt får de små hår til at rejse sig, når de enorme vandmasser drøner mod bunden af den to kilometer dybe kløft. Kameraet er her helt og aldeles uundværligt. Som afslutning på "The Golden Circle Tour" passerer du den vulkanske kratersø, Kerið. Krateret, som man mener er 3000 år gammelt, er hele 55 meter dybt, og de ensomme omgivelser gør oplevelsen majestætisk.

Afbudsrejser til Island

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2024 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.