Afbudsrejser til Nepal

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Nepal

Nepal er et lille, eventyrligt land klemt inde mellem giganterne Indien og Kina midt på det asiatiske kontinent. Menuen er intet mindre end overdådig og byder på blandt andet tårnhøje, snedækkede bjerge, forgyldte hinduistiske templer og buddhistiske klostre, langstrakte gletsjere og brusende floder, frodig jungle og kæmpemæssige, "sejlende" rismarker. Derudover får du idylliske tehuse, utrættelige bærere og suveræn gæstfrihed. Urgamle traditioner, røgelse, mystik og magi. Nepal er kort fortalt et unikt ferieland, der ikke kan undgå at fascinere. Start i fantastiske Kathmandu, og begiv dig derpå ud i den vilde og vakre natur. Rigtig god fornøjelse! Kathmandu vil efter alt at dømme være de flestes første møde med Nepal. Den lille hovedstad ligger smukt placeret i godt 1400 meters højde, indhyllet af høje bjerge og fyldt til randen med kølig, frisk luft. Du vil her hurtigt stifte bekendtskab med Themal, Kathmandus centrum for rejsende, en kilometerlang gade, distrikt nærmere, fyldt med butikker og små boder, restauranter, barer, hoteller og hostels, alt sammen i hobetal. Det er en stor oplevelse alene at slentre rundt i menneskemylderet i de smalle gader, hvor der sælges alt fra fine håndværksvarer og hjemmelavede smykker til varme jakker og de klassiske nepalesiske strikhuer. Stemningen er hjertevarm, og folk, inklusiv sælgerne, er åbne og yderst behagelige og frem for alt ingelunde påtrængende. Kathmandu byder desuden på en lang række smukke kirker og templer, ligesom det er
værd at lægge vejen forbi et af de lokale markeder. Om aftenen er der et bredt udvalg af navnligt udendørs restauranter, hvor man kan nyde den kølige aftenvind og den fabelagtige solnedgang i selskab med et glas vin eller en lokal Mount Everest øl til meget små penge. Når du er i Nepal, er det et must at foretage en trekkingtur i de enestående bjergscenerier, som kort og godt er nogle af verdens mest spektakulære. Særligt tre regioner skiller sig ud med særligt gode trekkingmuligheder, nemlig Annapurna, Langtang og Everest. Annapurna er det suverænt største område, som tilbyder ture på helt op til 30 dages varighed, og som årligt tiltrækker flest trekkere. De fleste af turene foregår i 1500-4000 meters højde, men det er muligt at komme endnu højere, fx til Mount Everest Base Camp på godt 5000 meter, hvorfra man har frit udsyn til verdens højeste bjerg. Har man flere kræfter efter sin bjergvandring, kan det også anbefales at tage på kanotur på Rapti River i Royal Chitwan National Park eller at prøve sig ad med en omgang river rafting på de vilde floder ved Pokhara. Ganske vist bør en rejse til Nepal være præget af en vis dosis bjergvandring. Men er man ikke så interesseret i at vandre i dage- eller ugevis i højderne, har man stadig masser af spændende muligheder at bedrive tiden med. Nyd for eksempel den frie udsigt til Mount Everest fra Daman. Besøg Pokhara, og saml på bedeflag og andet buddhist-merchandise. Oplev det celebre Buddha-tempel, Bodh Gaya, og se de tibetanske pilgrimmes ultimative trosovergivelse, når de kaster sig på jorden foran Bodhnath. Se fattige hinduer ofre bøfler, geder og andre dyr til gudinden Kali i Dakshinkali-templet. Eller tag på elefantsafari i Chitwan, og kom tæt på næsehorn, aber og alskens fuglearter.

Afbudsrejser til Nepal

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2019 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.