Afbudsrejser til Finland

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Finland

Finland er pudsigt nok relativt ubesøgt af danske turister. Det skyldes sikkert uvidenhed - i al fald uopmærksomhed - for vore nordiske venner i det lange land har fantastisk meget at tilbyde sine besøgende. "De 1000 Søers Land", Finlands populærbetegnelse, er noget af en underdrivelse. Rent faktisk råder landet over ikke færre end 187.888 søer - et smukt symbol på Finlands pragtfulde natur, hvis landskaber i øvrigt præges af dybe, grønne skove, høje bjerge, granitklipper og betagende, små øer. Det finske naturbillede er således perfekt at vandre i, sejle i og i det hele taget gå på opdagelse i. Samtidig er Finland stedet, hvor du om sommeren kan falde i svimer til solens forførende midnatsdans, om vinteren kan boltre dig som en sindssyg i det sirlige snesceneri og hele året kan svede behagelig tran i den traditionelle badstue, saunaen.

Finland kan groft inddeles i tre områder: Det sydlige Finland, hvor landets hovedstad Helsinki - og andre spændende byer - indfinder sig, Det centrale Finland med hovedparten af de adskillige søer og øer samt det nordlige Finland, der store dele af året er dækket af is og sne.

Det nordlige Finland har en særdeles barsk natur, men det er samtidig her, du får de mest funklende natureventyr. Du kan oplagt vælge Rovaniemi som dit udgangspunkt for en fantastisk vinterferie i Lapland-regionen. Her - og særligt lidt længere mod nord - kan du fryde dig ved rensdyr, der stæser af sted over sneen, nyde Nordlysets eventyrlige farvespil på himlen eller køre
på hundeslæde. Det er også i Lapland, du kan bo på det gennemfrosne Ice Hotel, hilse på Julemanden i Santapark samt besigtige det artsrige dyreliv i en af de store nationalparker.

Det centrale Finland er et ideelt valg for dem, der ønsker at nyde roen og den friske luft samt udforske de finske søer, skove og højdedrag. Man kan også slå sig ned i den livlige universitetsby, Oulu, på vestkysten, som om sommeren lokker med et utal af udendørs barer og adrætte, begivenhedsrige festivaler.

Ganske vist er den finske natur både pompøs og majestætisk, men Finland har også andre trækplastre. Turisternes foretrukne feriemål er landets hovedstad, Helsinki, i den allersydligste del af landet. Helsinki har en broget, omskiftelig historie, der med tiden har skabt en kontrastfuld hovedstad med påvirkning fra både øst og vest. Helsinki er en moderne by, der kunne minde om København, når det kommer til arkitektur, handel og livsstil. Her er talløse modeforretninger, fashionable caféer og restauranter, barer og natklubber. Samtidig forefindes adskillige små, grønne pletter, der konstant genner folk til sig og skaber en levende, vedkommende bymidte. Helsinkis vartegn er utvivlsomt det elegante Senatstorvet med den imponerende domkirke for toppen af den brede trappe. Som tilfældet er ved Den Spanske Trappe i Rom, samler Senatstorvet befolkningen, som elsker at nyde solen med en kaffe på trappen eller ved fontænen midt på pladsen. Blot 15 minutters sejlads fra Helsinki Havn ligger den gamle fæstning, Sveaborg, som blev bygget i 1700-tallet som værn mod ubudne gæster. Sveaborg er naturligt blevet tilføjet UNESCOs kulturarvsliste, og det er vældig fascinerende at slentre rundt på øen blandt de gamle fæstningsbygninger. Rejser du med børn, kan du opnå heltestatus ved at lægge vejen forbi byens tivoli, Borgbacken, ligesom I sammen kan opleve et af finsk kulturs største klenodier, Mumidalen eller Moomin World, i byen Turku et par timer vest for den finske hovedstad.

Afbudsrejser til Finland

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2024 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.