Afbudsrejser til Luxembourg

  • Læs rejseguide
  • Se billeder
  • Andre rejsemål

Luxembourg

Luxembourg er et lille land, indrømmet. Ja, det er faktisk et af Europas allermindste og kun lige på størrelse med Fyn, men ikke desto mindre er der masser at komme efter i storhertugdømmet midt i Europa. Hovedstaden, der kuriøst nok også hedder Luxembourg (by), er landets suverænt største by og overrasker stort med spændende historie, flot arkitektur og udmærket shopping. Uden for byerne tager forbløffende naturscenerier over, hovedsageligt præget af dybe skove samt et utal af floder, der skærer gennem landet på kryds og tværs. Som en bonus er du tæt på Ardennerne og den belgiske grænse, ligesom du har mulighed for at kombinere ferien i Luxembourg med et par dage i Køln eller Paris.

Den luxembourgske hovedstad er et fremragende valg for dem, der tænder på gode shoppemuligheder. Byens handelscentrum er ganske vist ikke stort i sin fysiske størrelse, men der er et solidt udvalg af mærkevarebutikker, som alle ligger inden for en meget lille radius. Og det bedste af det hele er, at priserne er markant lavere end dem, vi kender. Kommer man i december måned, er byen omdannet til ét stort julemarked med et utroligt udvalg af små, velduftende boder, der byder på alskens lækre juledelikatesser. Julemarkedet, som lokalt kaldes Krist Markt, tager sit udgangspunkt ved den hyggelige Place d''Armes midt i Luxembourg by, og det samler nærmest hele byen i de travleste juledage.

Luxembourg har en kort historie, faktisk er landet kun cirka 200 år gammelt, men det til trods rummer det en ret så
fascinerende historie, der har sat sit præg på landkortet med nogle ganske interessante seværdigheder. Besøg for eksempel den lille by, Diekirch, hvor det nationale museum for militær historie indfinder sig. Her bliver man indført i tyskernes sidste overraskelsesangreb på de allierede amerikanske styrker på Vestfronten, som fandt (delvist) sted i de luxembourgske Ardenner. Du kan også se nærmere på Bock Kasematterne i Luxembourg by, et gammelt underjordisk beskyttelsesnetværk, som under de to verdenskrige blev brugt som beskyttelsesrum for borgerne i Luxembourgs hovedstad. Forsvarsværket blev sågar i 1994 indlemmet af UNESCO på listen over verdens kulturarv, og det er bestemt et besøg værd.

Luxembourg er ikke kun sin hovedstad, men kan ligeledes bryste sig af at være benådet med en helt forrygende natur. Moselle-regionen i det østlige Luxembourg byder på flotte, åbne landskaber, der med sin frodighed er med til at gøre Moselle berømt for sin vinproduktion. Således bliver både Pinot gris og Riesling produceret i Moselle. Mod vest og nordvest indfinder de naturskønne Ardenner sig med sine snoede dale, floder og smukke bakkelandskaber. Regionen rummer desuden flere gamle slotte, kirker, kapeller og spændende middelalderbyer. Læg for eksempel vejen forbi byen Clervaux med sit store slot, og hvis ældste dele rager helt tilbage til Middelalderen midt i 1100-tallet.

Noget af det bedste, når man besøger Luxembourg, er at man spiser fantastisk godt. Landets hovedstad gemmer på flere restauranter med michelin-stjerner samt et bredt udvalg af andre storartede gourmetrestauranter. Det lyder måske dyrt, men ligesom med shopping, får man også på de finere spisesteder langt mere for pengene, end vi er vante med. Det luxembourgske køkken har samlet alt det bedste fra Frankrig, Tyskland, Italien og Portugal, og så er det krydret på behørig vis med landets egen fremragende øl og vin. Bon appetit!

Afbudsrejser til Luxembourg

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2019 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.