Afbudsrejser til Filippinerne

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Filippinerne

Filippinerne er et paradis på jord og et udsøgt feriemål for dem, der drages af endeløse, hvide sandstrande, azurblåt, krystalklart badevand, gudsbenådet natur, lyserød livsfilosofi og laid back livsførsel. Filippinerne er ét stort badeparadis, der med sine udsøgte strande rager højere end både Thailand, Malaysia og Bali, som traditionelt "løber med turisterne". Filippinerne er således Østens uopdagede perle, særegen og en fuldkommen unik oplevelse, som du vil drømme søde drømme om længe efter din hjemvenden.

Filippinerne - i det sydøstlige Asien - er en overdådig øsamling på ikke færre end 7107 øer. Landets hovedstad Manila er en kulturel smeltedigel, der bærer klart præg af Filippinernes såvel spanske som amerikanske kolonisering, og når man først har vænnet sig til det hektiske, nærmest anarkistiske vanvid, vil de fleste føle en kæmpe fascination ved landets største metropol. Manila ligger på hovedøen Luzon, som rummer størstedelen af Filippinernes små 95 millioner indbyggere. Naturen på Filippinerne er ganske varieret, og en markant del af landet er faktisk fortsat temmelig uudforsket. Mange af øerne er dækkede af grønne risterasser, majsmarker og bananplantager. Desuden dyrkes mange steder den lokale manilahamp. Jordens store frugtbarhed kan i høj grad tilskrives landets 37 vulkaner, hvoraf cirka halvdelen jævnligt sender lavastrømme og røgskyer ud fra kraterne. Klimaet på Filippinerne er såkaldt tropisk med høj luftfugtighed og stabile temperaturer mellem 25-30 grader året
rundt. Der er regntid fra juni-december, men takket være landets vide udstrækning er der masser af øer med godt vejr, også i regnperioden.

Fra Manila kan man passende rejse videre til Cebu, som er landets næststørste by og beliggende på øen af samme navn midt i Visayas-øgruppen i fin beskyttelse mod monsunen. Cebu by er en spændende oplevelse i sig selv og rummer adskillige historiske seværdigheder så som Magellans Kors fra 1521, Filippinernes ældste kirke Basilica Minore del Santo Niño, den gamle gade Colon St. opkaldt efter Columbus samt det smukke kinesiske Taoist-tempel. Cebu har naturligvis også fine, hvide strande og gode resorts tæt på byen, men de fleste bruger primært stedet som udgangspunkt for et øhop i Visayaerne.

Fra Cebu Island kan man for eksempel tage til øen Bohol, hvor man kan se de mere end 200 såkaldte Chocolate Hills. Her kan man vandre rundt i de 1268 bakker, der hæver sig op over landskabet, og som om sommeren er brændt helt brune på toppen, som var de dyppet i liflig chokoladetopping. På Bohol, som i øvrigt er Filippinernes 10.største ø, kan man også se lokale tarciers, som er små flagermuselignende dyr, der gnasker frugter højt oppe i træerne, ligesom man kan skræmmes af de såkaldte spøgelsesaber, som gav Steven Spielberg inspiration til sin E.T.-figur. Et besøg på Bohol giver endelig anledning til at cruise på den smukke Lobok-flod, der er særlig smuk ledsaget af morgenrøden.

Har du sagt Filippinerne, har du samtidig sagt dykning. Landet kan bryste sig af at råde over fire af verdens ti bedste strande, og livet under vand følger lige i strømmen. Det sublime øhav byder på et utal af såvel gode dykkersteder som dykkeroperatører, og priserne er endnu lavere end i Thailand, hvis man skal tage et klassisk PADI open water certifikat. Blandt de allerbedste dykkerspots er øerne Boracay og Coron, hvor du samtidig indlogeres i bungalow lige på dørtærsklen til en af de funklende perlemorsstrande, der åbenbarer sig for enden af palmerne. Rigtig god rejse!

Afbudsrejser til Filippinerne

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2024 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.