Afbudsrejser til Vietnam

  • Læs rejseguide
  • Andre rejsemål

Vietnam

Vietnam har for mange konnotationer til krig, ødelæggelse og menneskelig tragedie. Men landet, som i 16 år var i krig med sig selv, er nu for alvor ved at være på ret køl, og turister valfarter til "Nam" for at opleve den udfoldede historie aura, de intense og indtrængende storbyer, den uvejsomme jungle samt perlemorsstrandenes himmelske boliger. "Good morning, Vietnam!", og lad eventyret begynde...

I det nordlige Vietnam ligger landets hovedstad Hanoi, som du med stor sandsynlighed lander i, hvis du flyver fra Danmark. Hanoi regnes for en af Asiens smukkeste byer, og det har sine grunde. Byen prydes af Den Røde Flod samt sindsrolige søer, elegante, træklædte alléer, chikke pladser og talløse små og store grønne parker. En sjov måde at opleve byen er at hoppe i en cyclo, den lokale minitaxa, som tager dig rundt blandt de snirklede gader og eventyrlige labyrintkvarterer, hvor de spændende, gamle huse fra den franske kolonisering læner sig ned over dig og beretter om glemslens Vietnam. I Hanoi er der naturligvis - fristes man til at sige - også stribevis af templer og smukke pagoder. Tæt ved byens domkirke ligger den 700 år gamle Ba Da-pagode, som med sine fabelagtige indre prydelser og ganske særlige atmosfære må betegnes som en af Vietnams mest storladne. Når du er i Hanoi, må du også slå vejen for Silkegaden med stof i stor stil - også til eftertanke. Hvor Silkegaden slutter, begynder det kæmpe Dong Xuan marked, hvor du kan købe alt fra krydderier og tæpper til musikinstrumenter
og levende krybdyr. Du kan sågar få fingrene i en af de karakteristiske tropehjelme fra Viet Cong-tiden.

Fra Hanoi udgår mange udflugter til den nærliggende, verdensberømte bugt, Ha Long. Navnet betyder "Dragen, som stiger ned i vandet", hvilket symboliseres ved de store kalkstensklipper, der står majestætisk i de stille, smaragdgrønne bølger, samt ved den mystiske tågedis, der ofte pryder sceneriet. Padl omkring blandt de 2000 skovklædte øer, der også gemmer på blå grotter og rislende drypstenshuler.

Ho Chi Minh City, tidligere Saigon, ligger i det sydlige Vietnam, og her får du storby for alle pengene. Trafikken er et stort, herligt anarki, hvor selv New Delhi, Bangkok og Beijing må bøje sig i støvet. Her er biler, taxaer, knallerter og cykler i uendelige harmonikaformer, og det er en frustrerende, fantastisk oplevelse. Også i Ho Chi Minh City mænger gamle, franske kolonibygninger sig, og de udgør byens arkitektoniske billede sammen med kinesiske pagoder og buddhistiske templer foruden amerikanske betonklodser fra dennes æra.

Naturen i Vietnam er storslået med høje bjerge, frodige skove og grønt bølgende rismarker i ét væk. Mekong Deltaet mod syd er et perfekt sted at opleve den særegne vietnamesiske natur. Området er et af de frugtbareste i Vietnam, og overalt dyrkes ris og frugt. De mange rismarker og frugtplantager gennemskæres af et utal af små, sirlige kanaler, der sikrer jordenes konstant høje grødefuldhed.

Til Vietnams betagende natur hører også en perlerække aldeles guddommelige strande, som må regnes som nogle af Asiens bedste, og som langt hen ad vejen når op på siden af sine thailandske pendanter. Tæt på Cambodjas kyst i det sydvestlige Vietnam ligger landets måske mest forførende paradisø, Phu Quoc, som lokker med lange, palmestrøede bountystrande og turkisblå bugter med lavt, krystalklart vand. Øens beliggenhed gør det oplagt at kombinere sin daseferie med Mekong Deltaet og Ho Chi Minh City.

Afbudsrejser til Vietnam

Selskab Dato Rejsemål Dg Afrejse Type Hotel Pris
Vi fandt desværre ingen rejser der matchede dine søgekriterier.



Copyright © 2007-2024 Afbudsrejser 24


Afbudsrejser 24 - En uafhængig guide til afbudsrejser. Med forbehold for fejlregistreringer og udsolgte rejser.
De enkelte rejser skal bestilles igennem de respektive selskaber.